WordPress

Ti ting du trygt kan rette selv i WordPress

Ti ting du trygt kan rette selv i WordPress. Plus de fejl, der er nemmest at undgå, når man først kender dem.

TL;DR

Du kan mere selv, end du tror. Tag en backup, og gå i gang – de ti opgaver herunder kræver hverken udvikler eller kursus. Hold dig fra tema, plugins, permalinks og DNS, og gem de større ting til mandag.

Ti ting du trygt kan rette selv i WordPress

Plus de fejl, der er nemmest at undgå, når man først kender dem.

“Kan jeg komme til at ødelægge noget?”

Det er det spørgsmål, jeg oftest får, når jeg underviser. Og svaret er ja – det kan du godt. Men det kan også hurtigt rettes igen, især hvis du har husket backuppen 😉

Og helt ærligt: det er bedre at kaste sig ud i det. For det er dér, man lærer det.

Så lad mig sige det helt tydeligt: du må gerne opdatere din egen hjemmeside. Og du kan sagtens. En side, ingen tør røre ved, bliver gammel meget hurtigere end en, der bliver rettet i.

Der er kun to ting, du skal huske:

Tag en backup først. Det er det vigtigste på hele listen herunder, og det er derfor, det står som punkt 1. Med en frisk backup er der ingenting, der ikke kan rulles tilbage.

Og lad være med at gøre det fredag eftermiddag. Ikke fordi det er farligere – men fordi den, der kan hjælpe dig, er gået hjem 😉

I rigtig mange virksomheder er webredaktøren nemlig ikke en webredaktør. Det er en, der er lidt bedre til IT end de andre – og som en dag fik nøglerne, fordi der ikke var andre at give dem til. Hvis det er dig, er den her til dig.

 

Ti opgaver du kan klare selv

Klikvejene passer på en almindelig WordPress-side. Bruger I Elementor, ser de første par trin lidt anderledes ud, men logikken er den samme.

  1. Tag en backup. Find jeres backup-plugin og tryk på knappen. Gør det, før du går i gang med noget, du er lidt nervøs for – så kan alt fortrydes bagefter.
  2. Ret en tekst. Sider → find siden → Rediger → ret teksten → Opdater. Der sker ingenting, før du trykker Opdater.
  3. Skift et billede. Rediger siden → klik på billedet → Erstat eller Skift billede → upload det nye. Skalér billedet ned, før du uploader – ikke bagefter.
  4. Ret alt-teksten på et billede. Klik på billedet og find feltet Alternativ tekst. Skriv, hvad billedet skal fortælle – ikke hvad der er på det. Det tæller både på tilgængelighed og på Google.
  5. Kopier en side eller et arrangement. Det er langt hurtigere end at bygge fra bunden. Men ret adressen med det samme, før du gør andet. Mere om det længere nede.
  6. Opret en side og læg den i menuen. Sider → Tilføj ny → Udgiv. Derefter Udseende → Menuer → vælg siden → Tilføj til menu → Gem menu. Det er to adskilte handlinger, og nummer to bliver glemt hver evig eneste gang.
  7. Læg en ny PDF op. Medier → Tilføj ny → upload → kopier adressen → ret linket på siden.
  8. Sæt en side til kladde i stedet for at slette den. Hurtig redigering → Status → Kladde. Indholdet går ikke tabt, og du kan hente siden frem igen når som helst. Har siden været udgivet, skal du dog stadig lave en omdirigering – for adressen holder op med at virke, præcis som hvis du havde slettet den.
  9. Se hvem der har ændret hvad. Har I et activity log-plugin, ligger historikken der. Har I ikke, er det værd at få. Det er guld værd den dag, ingen kan huske, hvem der rørte hvad.
  10. Se siden, før den bliver offentlig. Vis forhåndsvisning. Den knap redder flere fejl end noget andet på listen.

 

Her går det typisk galt

Der er fire fejl, vi rydder op efter igen og igen. Ikke fordi folk er sjuskede – men fordi de ting ikke ligner fejl, mens man laver dem.

Du kopierer en side og glemmer at rette adressen. Det er den suverænt hyppigste. Du kopierer sidste års arrangement, retter datoer og tekst, og udgiver. Men adressen hedder stadig noget med 2025 – eller den hedder “arrangement-2”. Siden virker fint, så ingen opdager det. Det gør Google til gengæld, og det gør den, der skal dele linket. Ret adressen som det allerførste, mens du stadig kan huske det.

Du fjerner en side uden at lave en omdirigering. Det gælder både, når du sletter, og når du sætter til kladde – og det sidste overrasker de fleste. Indholdet er stadig i behold, men adressen holder op med at virke. Siden bliver til en 404-fejl for alle, der havde gemt linket, delt det eller linket til det. Løsningen er en 301-omdirigering. Det tager to minutter, og det er to minutter, der sparer en masse ærgrelse.

Du opretter en ny side med et navn, der allerede er brugt. Så hænger WordPress selv et 2 bag på adressen – siden hedder /kurser-2/ i stedet for /kurser/. Den ser fuldstændig rigtig ud, og det opdager man typisk først, når linket skal deles. Tjek adressen, inden du udgiver.

Du laver overskrifter med fed og større bogstaver i stedet for at bruge H2, h3 osv. + du springer nogle gange en H2 over og laver en H3 i stedet.

De tre undtagelser

Jeg mener virkelig, at man skal kaste sig ud i det. Men der er fem steder, hvor det kan blive unødigt dyrt at lære af sin fejl:

Temaet og temafilerne

det er selve fundamentet, og en fejl her rammer hele sitet på én gang.

Permalinks

altså indstillingen for hvordan jeres adresser er bygget op; ændrer man den, bliver samtlige links på sitet til 404-fejl.

Domæne og DNS

hvor der ingen fortryd-knap er, og hvor fejl også rammer jeres mail.

Hvornår skal du hente hjælp

Når du skal røre ved noget på listen ovenfor. Når noget ikke ser ud, som du forventer, og du ikke ved hvorfor. Eller når du har brugt mere end tyve minutter på noget, der burde tage fem.

Du behøver ikke kunne det hele. Du skal kunne nok til at vide, hvornår du skal ringe.

Relaterede indlæg

“Uddrag”-feltet flyttet efter opdatering

Er du også træt af spam?

Indhold

Hvad søger du efter?

Ti ting du trygt kan rette selv i WordPress